Badstuestræde 9-11

Udgivet af Direktør Erik Petersen
Redigeret af cand. mag. Torsten Boheman
Trykt i Myrdahls Bogtrykkeri
København 1961

For ca. 500 år siden hvilede middelalderens mørke endnu over Danmark. Katolicismen beherskede landet, og hovedstaden København — eller Hafnia, som den kaldtes den gang — bestod kun af en klynge huse, der grupperede sig omkring et par kirker og klostre. De smalle gader blev kaldt „stræder“. og for enden af et af disse stræder lå der en badstue. Derfra navnet „Badstuestræde“.

En badstue på denne tid var imidlertid ikke alene et sted, hvor borgerne kunne blive vasket, men udgjorde tillige et samlingssted, hvor man mødtes til hyggelige sammenkomster, diskussioner og lidt sladder om naboer og genboer. Til trods for stedets verdslige karakter hørte det ikke desto mindre ind under den nærliggende „Vor Frue“ kirke. Den agtværdige biskop Peder Jensen. Lodehat havde foræret domkapitlet badstuen, formentlig for ved denne gerning at sikre sig et velvilligt og taknemmeligt eftermæle blandt byens borgere.

At stedfæste det nøjagtige sted, hvor den gamle bad. stue har ligget, er ikke muligt. Hele kvarteret omkring Badstuestræde har i tidens løb været udsat for hele 4 ødelæggelser, dels ved ildebrand, dels ved bombardement. Men, da gårdspladsen til ejendommen nr. 9–11 i 1903 blev udgravet, fandt man dybt i jorden et kalkstenskapitæl i gotisk stil, et smukt eksempel på middelalderens fromme, kunsthåndværk. Om denne levning har hørt hjemme i selve badstuen er naturligvis uvist, men kan meget vel tænkes.

Den første katastrofe, der ramte Badstuestræde, indtraf 1685, da en voldsom ildebrand bredte sig fra det nærliggende Brolæggerstræde og lagde ca. 40 huse i aske. Med from tillid til fremtiden tog borgerne fat på genopbygningen, men i 1728 udbrød en endnu frygteligere brand, der denne gang ikke skånede et eneste hus. Det samme skete i året 1795, hvor en voldsom brand hærgede kvarteret. Men endnu en gang sejrede troen på fremtiden. Gaden blev genopbygget og fik lov at leve sit liv indtil 1807, da den engelske flådes bombardement af København atter udslettede kvarteret omkring Badstuestræde. Dog ― også denne gang blev husene genopført, og gaden fik det præg, den bærer den dag i dag. Husene på begge sider af gaden står stadig som vidnesbyrd om svundne tiders fine og fornemme arkitektur. Mange af dem rummer historiske minder, og dette gælder i ganske særlig grad ejendommen nr. 9–11 med matrikelnumrene 130 og 129 i Snarens kvarter.

I ejendommen nr. 9 lå indtil branden 1795 Neergaards kaffehus. Denne Neergaard var oprindelig farver af profession. Senere blev han the, og porcelainshandler for til sidst at etablere sig som kaffehusvært. I hans små lokaler samledes efterhånden mange af den tids digtere og litterater til hyggelige sammenkomster og daglange diskussioner. En af de ivrigste og flittigste gæster var den unge Knud Lyhne Rahbæk, digter, kunstfilosof og kritiker, og her kom også den tids mest yndede og mest forkætrede digter Johannes Ewald. Disse sammenkomster, der også omfattede kortspil og puncheboller, udviklede sig efterhånden til en litterær klub, vist nok den første klub i Københavns historie. Snart måtte man se sig om efter andre og større lokaler, og samtidig ændredes navnet til Fabricius’ klub. På samme tid fik kaffehuset en ny ejer i Claus Stadius, men hans regime blev ikke af lang varighed, thi allerede næste år ramtes kvarteret af storbranden, og kaffehuset gik op i luer.

Rummede ejendommen nr. 9 en del interessante minder, så gælder dette i endnu højere grad nabohuset nr. 11. Fornemme og kendte mennesker har boet her, og dramatiske begivenheder har fundet sted bag dets mure. Her boede f. eks. i årene 1774–1777 den mærkelige mand Enevold de Falsen, medens han studerede ved Københavns universitet. Han var en på den tid ret kendt digter og har bl. a. forfattet syngespillet „Dragedukken“ Han plagedes imidlertid af tungsind, og efter at han i en år. række, havde været direktør for Det Dramatiske Selskabs teater i Kristiania, forlod han en aften i året 1808 teatret for ikke mere at vende tilbage. Næste dag fandt man hans lig i fjorden. I et anfald af depression havde han taget sit eget liv.

En anden mærkelig mand var den norske digter Edvard Storm, der havde indrettet sin ungkarlebolig i huset og boede her fra 1786 til 1790. Også han var et ulykkeligt menneske, der gik og bar på en kærlighedssorg, der gjorde ham til en indesluttet og grublende person. Han førte en såre spartansk tilværelse i en stue, hvor det eneste møbel var et spinet. Men — i selskab med gode venner — og dem var der ingen mangel på — kunne han tø op og der blive det muntre og glade midtpunkt.

Den fornemste beboer af ejendommen nr. 11 var dog Poul Christian v. Steemann, der bar de fine titler af Geheime Conferentsraad, Geheime Stats- og Justitsminister, Præsident i det danske Cancelli samt Kongl. Bankkommisær. Denne højtstående embedsmand boede her fra 1828 til 1847 og gennem lange tider kaldtes ejendommen „Den Steemannske Gaard“. I denne periode oplevede huset sin guldalder, thi det Steemannske hjem var gæstfrit, og her samledes hovedstadens elite til festlige sammenkomster og baller, hvori også de kongelige prinser deltog. Også andet fint folk boede i ejendommen, således på første sal stiftsamtmanden, kammerherre Tetens, og her lå også selve Stiftscomptoiret. I stuen boede den kendte læge dr. Hecquet, og tidligere havde gamle admiral Holsten resideret her.

I året 1882 skete der en revolution i det fine, gamle hus. Da rykkede nemlig Studentersamfundet ind i ejendommen, og dermed flyttede hele den litterære og delvis også politiske verden ind i huset. Glansen fra Steemanns tid var forsvundet, og det lokale, der stod til medlemmernes, rådighed, var alt andet end fornemt. Men, omkring det vældige bord af tarvelige brædder, samledes åndens stormænd. Vi finder her navne som: Georg Brandes, Drachmann, Hørup, Schandorph, Gjellerup og Høffdingog omkring disse kulturens banebrydere flokkedes en begejstret ungdom. I et lokale, hvor den tunge tobaksrøg og de osende petroleumslamper kæmpede om herredømmet, fødtes nye tanker og dristige ideer. Huset nr. 11 i Badstuestræde var ganske simpelt den tids danske parnas.

Nogle år senere indtraf så en højst dramatisk episode i husets historie. I foråret 1889 kom den unge svenske digter og forfatter August Strindberg til København for at uropføre sit senere så berømte skuespil „Frøken Julie“. Til det formål havde han lejet Dagmarteatret, men i sidste øjeblik nedlagde censuren forbud mod, at dette umoralske stykke måtte opføres på en københavnsk scene. Alt så ud til at skulle ende i kaos, men så trådte Studentersamfundet til og stillede sin sal med plads til 150 tilskuere til rådighed. Og her fik stykket sin første opførelse den 14. marts 1889. Alt medens skuespillet gik sin gang, vandrede den unge Strindberg i oprørt sindsstemning, nervøs og samtidig jaloux på sin kone, der spillede hovedrollen, rastløst op og ned ad Badstuestræde for helt at forsvinde ved forestillingens slutning. Men nordisk teater havde indskrevet sit navn i husets historie, og til minde om denne i dobbelt forstand dramatiske episode har man på anden sal ladet indrette et særligt Strindberg-værelse, hvor billeder og bøger vidner om digteren og hans begivenhedsrige première.

Vi er nu nået frem til sekelskiftet 1899–1900, og endnu en ny æra oprinder for Badstuestræde 9–11. — I begyndelsen af det ny århundrede ankom til Køben. havn fra Rhinlandene en vinhandler ved navn Bahn. Han åbnede en vinhandel i ejendommen, og fra sit hjemland bragte han den skik med sig, at en vinhandel helst skal stå i forbindelse med et hotel. Og sådan gik det til, at den historiske ejendom blev til et hotel. Navnet er bevaret fra den første ejers tid. Medens det udvendige er uforandret fra den gang, har gentagne moderniseringer gjort hotellet til et hjemsted for turister fra alle verdens lande. Som hotellet nu ligger dér, er det et historisk hus i en historisk gade, et fredfyldt og romantisk sted midt i storbyens hjerte.